Registrering af dubletter i Apple Fotos gør det muligt hurtigt at fjerne kopier af det samme billede på din iPhone.
Der er ingen tvivl om, at du kan tage fantastiske billeder med din iPhone. Men hvis du er typen, der tager rigtig mange billeder, kan disse hurtigt komme til at fylde en helt det. Samtidig er det smart, at du via Fotos kan få adgang til dine digitale fotos og videoer på flere forskellige Apple enheder, men det sætter også krav om, at dit fotobibliotek bliver løbende vedligeholdt, hvis det ikke skal blive en kæmpe rodet masse.
Ryd op og spar plads
Da du både kan tage mange billeder og bruge dem til mange forskellige formål og på mange forskellige enheder, kan der godt opstå dubletter. Du kan med fordel vælge at kombinere dublerede fotos og videoer for at spare plads og samtidig rydde op i dit bibliotek. Tidligere skulle du igennem alle dine billeder og videoer manuelt for at finde og aflive dubletter. Det både lyder og kan vise sig at være et meget omstændigt stykke arbejde.
Fotos hjælper dig
Apple vil gerne afhjælpe dette og har derfor tilføjet en ny funktion, som kom frem sammen med både iOS 16, iPadOS 16 og macOS Ventura, der giver dig et særskilt album med det sigende navn Dubletter. For Fotos appen identificerer dublerede fotos og videoer og sørger for, at de fremgår i dit fotobibliotek under Dubletter.
Hav tålmodighed
Hvis du ikke kan finde det album, der skulle vise dine dubletter, når du søger under afsnittet Fotos i enheder med macOS eller under Hjælpeprogrammer i enheder med iOS eller iPadOS, skal du muligvis blot væbne dig lidt med tålmodighed. For det er ikke sikkert, at dine enheder har nået at behandle dit bibliotek og fundet frem til dubletterne endnu. Du kan nemlig godt risikere, at det kan tage alt fra timer til dage, efter du har lavet en opdatering. Hvor langt tid det tager, afhænger af både hurtigheden af den enhed du bruger samt antallet af billeder, du har i dit Fotos-bibliotek (eller iCloud-fotos).
Albummet Dubletter
Når du går ind i albummet Dubletter, får du i datoorden vist en liste over poster med to eller flere billeder side om side. Disse poster har Fotos gennemgået og er kommet frem til, at der er tale om dubletter. Alle versioner af Fotos giver dig størrelsen på billedet øverst.
Hvis du vil have flere data, såsom eventuelt metadata, kan du også godt hente disse oplysninger frem. Ved enheder med iOS/iPadOS skal du trykke på billedet og derefter stryge op for at se metadataene. Du kan derefter stryge til venstre og højre for at sammenligne billedet og metadataene mellem mistænkte dubletter. Ved enheder med macOS skal du åbne Vindue > Info og vælge billederne på skift, så vil du kunne se deres egenskaber i infopaletten.
Spot en kopi
Nogle gange er det nemt at se, hvilke billeder, der er dubletter. Hvis du for eksempel har sendt et billede via Instagram på din iPhone, opretter Instagram en kopi af billedet i en lavere opløsning. Billederne ser identiske ud, men kopien har en meget ringere opløsning end originalen.
Det er ikke i alle tilfælde, at det er så tydeligt, hvilket billede, der er en dublet. I nogle tilfælde kan det være mere subtilt. Det kan for eksempel være, at placeringen mangler i det ene billede, men findes i det andet. Det kan også være, at to billeder er identiske, bortset fra at det ene er lidt nedsamplet.
Behold originalerne
Hvis du, efter du har kigget albummet Dubletter igennem, er overbevist om, at de to eller flere billeder er dubletter af hinanden, skal du trykke på Kombiner. Nu vil den versionen af billedet med den højeste kvalitet og alle de relevante data på tværs af dubletterne blive beholdt i dit bibliotek. Det andet billede eller de andre billeder vil i stedet blive flyttet til mappen Slettet for nylig.
Du skal dog være opmærksom på, at Apple ikke identificerer for dig, hvilket billede i sættet det vil beholde. Hvis du selv vil have indflydelse på, hvilket billeder, der bliver gemt, kan du dog også få dette. Du kan nemlig vælge det billede, du vil fjerne. Det kan du gøre ved at trykke på det du gerne vil have slettet og derefter trykke på papirkurven. Denne metode giver dig mulighed for at træffe et valg i stedet for at lade det være op til softwaren i din Apple enhed, hvilket billede der skal gemmes.
Når du har været igennem hele albummet med Dubletter, vil dette album forsvinde igen. Det er helt bevidst, for Apple har valgt, at albummet ikke skal være synligt, hvis der ikke er nogle dubletter af dine billeder eller videoer.
Bedre orden
Efter du har været igennem albummet Dubletter, burde du alt andet lige undgå at flere kopier af de samme billeder eller videoer kommer til at fylde i dit fotobibliotek. Derfor burde ud også være sikret mere orden og mindre beslaglæggelse af din enheds lager til dine billeder og videoer.